På regeringens lovprogram for 2020-2021 er der et lovforslag på motorområdet, der skal fremsættes i oktober. En del af dette lovforslag udmønter den politiske aftale fra juni 2020 mellem alle Folketingets partier om styrkelse af motorområdet.

En del af lovforslaget går ud på, at erhvervsdrivende, der sælger brugte motorkøretøjer, til brug for etableringen af det semiautomatiske beregningssystem undergives en pligt til at indberette salgs- og udbudspriser til Motorstyrelsen.

En pligt til at lade alle erhvervsdrivende indberette salgs- og udbudspriser giver næppe et fuldt og retvisende billede af markedsprisen for et konkret køretøj.

Forslaget pålægger alene det danske erhvervsliv nogle byrder, men der ses ikke opnåelse af en større grad af retssikkerhed for de berørte virksomheder. Tilsvarende må udviklingen af det semiautomatiske værdifastsættelsessystem anses for en unødig udgift for skatteyderne, idet systemet ikke kan føre til en mere korrekt markedsværdi for de brugte køretøjer, da systemet ikke inddrager alle de parametre, som reelt påvirker markedsværdien i Danmark.

Registreringsafgiftslovens bestemmelser om værdiansættelse af brugte køretøjer må anses for at være forældede, hvorfor bestemmelsen om værdiansættelse af brugte køretøjer bør ændres i stedet for at indføre det pågældende semiautomatiske værdifastsættelsessystem.

Registreringsafgiftslovens nuværende bestemmelser om værdiansættelse af brugte køretøjer blev indført på et tidspunkt, hvor der hverken var adgang til at indregistrere køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift eller adgang til eksportgodtgørelse. Markedsprisen for brugte køretøjer blev derfor historisk set alene dannet på baggrund af forholdene på det danske marked.

Forholdene er i dag anderledes, da markedsprisen for brugte køretøjer dannes på grundlag af hele det europæiske marked, hvorfor værdiansættelse af køretøjer på baggrund af danske indregistrerede køretøjer på fuld afgift ikke giver en retvisende værdiansættelse af køretøjerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *