Ejeren af en beboelsesejendom, der vederlagsfrit lader en slægtning anvende ejendommen, skal beskattes af et beløb svarende til den objektive udlejningsværdi – altså en skønnet markedsværdi for udlejning. Den, der vederlagsfrit får stillet et formuegode til rådighed, skal også beskattes heraf. Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab har ført og vundet en sag ved Landsskatteretten, hvor spørgsmålet var, om en beboelsesejendom, der var ejet af en søster, blev anvendt af søsterens bror. Sådanne sager er typisk bevissager, hvor der vil være en streng bevisbyrde for skatteyderne. Denne strenge bevisbyrde gjaldt også i sagen, hvor broderen havde sin folkeregisteradresse på ejendommen.
En søster havde ladet sin bror have folkeregisteradresse på en ejendom, som hun ejede. Ejendommen var et ældre og utidssvarende parcelhus, som ikke var beboet af søsteren. Skattemyndighederne indtog det synspunkt, at broderen – når han havde haft sin folkeregisteradresse på ejendommen – også måtte bo dér, da han ikke var tilmeldt folkeregisteret andre steder. På den baggrund blev broderen beskattet af den påståede benyttelse, jf. statsskattelovens bestemmelser herom. Søsteren blev også beskattet ud fra statsskattelovens bestemmelser om beskatning af en objektiv udlejningsværdi.
Sagens kerne var, om broderen havde anvendt ejendommen til beboelse. Hvis det kunne dokumenteres eller sandsynliggøres, at ejendommen af broderen ikke var anvendt til beboelse, ville der hverken være grundlag for at beskatte broderen eller søsteren.
Broderen havde bevisbyrden for, at han ikke havde anvendt ejendommen til beboelse, når han havde haft sin folkeregisteradresse på ejendommen. Broderen havde i den pågældende periode boet hos sin daværende kæreste. Der blev under sagen fremlagt en erklæring fra den daværende kæreste, hvori hun erklærede, at broderen havde boet hos hende, uanset at han ikke havde haft sin folkeregisteradresse hos hende. Der blev tillige fremlagt oplysninger om ejendommens forbrug af vand og elektricitet. Disse oplysninger viste, at der var et endog meget lavt forbrug. Der havde i perioden, som sagen drejede sig om, været en frostskade på et vandrør i ejendommen. Der forelå under sagen ikke dokumentation for denne frostskade i form af en regning fra den udførende blikkenslager, men den udførende blikkenslager erklærede sig om, at han havde udbedret skaden og at ejendommen efter hans opfattelse på udbedringstidspunktet fremstod som uegnet til beboelse.
En skatteyder, der påberåber sig parcelhusreglen, er underlagt ganske strenge bevismæssige krav om, at en ejendom også har været anvendt til beboelse. Situationen var omvendt i den pågældende klagesag, idet broderen her var underlagt en streng bevisbyrde for, at han ikke havde beboet ejendommen. Det er i sagens natur vanskeligere at bevise noget, man ikke har gjort, end det er at bevise noget, man har gjort. I den første situation gemmer skatteyderne sjældent den dokumentation, som efterfølgende kræves af skattemyndighederne.
Ved to afgørelser af 16. september 2021 gav Landsskatteretten de to søskende medhold i, at der ikke var grundlag for at gennemføre en beskatning af dem. Sagen blev navnlig vundet på fremlæggelse af forskelligt bevismateriale, der dokumenterede og sandsynliggjorde, at ejendommen ikke var blevet anvendt til beboelse af broderen. Det er i sådanne sager altid væsentligt at lægge en strategi for, hvordan bevisbyrden løftes, herunder hvilke beviser der skal tilvejebringes for at dokumentere forholdet.
Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab fører administrative klagesager og domstolssager om alle skattemæssige forhold. Hvis du ønsker at vide mere om Landsskatterettens afgørelse af 16. september 2021, kan du kontakte Christian Bachmann på tlf. 30 30 45 21 / chb@bachmann-partners.dk eller Peter Hansen på tlf. 40 32 35 35 / pha@bachmann-partners.dk.