Skattestyrelsen har sendt et udkast til styresignal i høring som følge af en nyere kendelse afsagt af Højesteret. Styresignalet beskriver, hvornår der foreligger særlige omstændigheder, der gør, at Skattestyrelsen ikke anser sig bundet af en værdiansættelse efter 15 %-reglen i værdiansættelsescirkulæret ved familieoverdragelser.

Ved gaveafgiftsberegning i forbindelse med overdragelse af fast ejendom til nærtstående familiemedlemmer og arvinger i dødsboer er udgangspunktet, at man i henhold til værdiansættelsescirkulærets punkt 6 kan overdrage ejendommen til +/- 15 % af den offentlige ejendomsvurdering, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.


Gennem de seneste år har skattemyndighederne imidlertid i et stigende antal tilfælde anfægtet anvendelsesområdet for 15 %-reglen ud over de i værdiansættelsescirkulæret anførte undtagelsessituationer. Skattemyndighedernes tilgang har således medført betydelig usikkerhed i relation til, hvilken værdiansættelse, der kan anvendes ved overdragelse af fast ejendom mellem nærtstående omfattet af værdiansættelsescirkulæret.

Udviklingen af skattemyndighedernes praksis for, hvornår der foreligger ”særlige omstændigheder”, peger mere i retning af, at de nu udgør hovedreglen frem for undtagelsen. Det betyder, at borgerne i langt mindre grad kan forvente at kunne overdrage til seneste offentlige vurdering minus 15%.


I et udkast til styresignal har Skattestyrelsen nu fastlagt, hvad man mener er særlige omstændigheder, der blokerer for en anvendelse af 15%-reglen:


• Faktisk handel med samme ejendom
• Indledning af salgsforhandlinger m.v., herunder udbud og købstilbud
• Sagkyndige mæglervurderinger af ejendommen
• Realkreditbelåning af ejendommen
• Forrykkelse ved arveafkald og arveforskud mellem arvinger, hvor der foreligger en ejendom
• Væsentlige renoveringer
• Dagsværdi af investerings- og erhvervsejendomme i et regnskab.

Det er således en markant forringelse af mulighederne, hvis man kan sætte flueben ved et af de nævnte momenter.

Efter vores opfattelse, skal der ikke meget til, før Skattestyrelsen vil anse særlige omstændigheder for at foreligge, så kontakt os i meget god tid, inden du planlægger en overdragelse og vær varsom med at indhente vurderinger, belåningstilbud m.v. Der kan i sagens natur være store summer på spil, hvis det gribes forkert an.

Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab rådgiver om alle forhold vedrørende skat og afgifter. For yderligere information om styresignalet og konsekvenser af dette kan der rettes kontakt til Christian Bachmann på tlf. 30 30 45 21 / chb@bachmann-partners.dk, Ann Rask Vang på tlf. 20 94 78 21 / ava@bachmann-partners.dk eller Peter Hansen på tlf. 40 32 35 35 / pha@bachmann-partners.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *