Skattemyndighedernes kontrol af kryptoinvestorer
I takt med at antallet af kryptoinvestorer er steget, har skattemyndighederne de seneste år intensiveret kontrollen af handlerne med kryptovaluta. Skattestyrelsens har tidligere oplyst, at styrelsen i forbindelse med deres kontroller havde fundet fejl i næsten 7 ud af 10 kontrolsager.
Det er vores erfaring, at fejlene oftest består af:
-
- Manglende indberetning af oplysninger
- Manglende kendskab til de forskellige former for kryptovaluta (F.eks. Bitcoins, Ethereum, stablecoins og mange andre)
- Manglende kendskab til beskatningen og beskatningstidspunktet for de forskellige typer af kryptovaluta. Herunder om der sker realisationsbeskatning eller lagerbeskatning og om kryptovalutaen er tildelt ved staking eller mining.
- Uklarheder om værdiansættelser ved krydshandler (handler med én form for kryptoaktiv til et andet)
- Forskellen på personer og selskabers investering i kryptovaluta
En skattesag kan starte med, at du selv henvender dig, men Skattestyrelsen har også flere gange fået tilladelse via Skatterådet til at indhente data fra danske kryptobørser, som de så bruger til at starte sagerne.
Særligt spørgsmålet om hvorvidt en kryptovaluta skal beskattes efter realisations- eller lagerprincippet er vigtig at få afdækket. Ved realisationsbeskatning sker beskatningen først ved salget. Ved lagerbeskatning beskattes man årligt af sin gevinst/tab, uagtet om man har solgt den pågældende kryptovaluta. Lagerbeskatningen kan derfor medføre en stor likviditetsbelastning – både (1) fordi man muligvis skal sælge sine kryptovaluta for at betale skatteregningen, men også (2) fordi de kryptovaluta, som man betaler skat af det ene år, kan være faldet voldsomt det næste år. Man kan derfor ende med at betale en høj skat af kryptovaluta, der i princippet ikke er noget værd, den dag man skal betale skatten.
Personers investering i kryptovaluta
Bitcoins og Altcoins, dvs. kryptovaluta, der ikke er Bitcoins, beskattes som personlig indkomst med op til 53 %. Det samme gør sig gældende for staking rewards og airdrops. Beskatningen sker på tidspunktet for realisationen (salg eller veksling). Tabet fradrages derimod alene med en skatteværdi på ca. 26 %. Der er derfor en risiko for, at en dansk investor kan have en økonomisk nettogevinst på 0 kr., men samtidig skulle betale en skat, da gevinster og tab beskattes forskelligt.
Stablecoins, der er en form for kryptovaluta, hvor værdien af det digitale aktiv er knyttet til et referenceaktiv. Det er enten fiat-penge, såsom dollaren eller euroen, børshandlede råvarer eller anden kryptovaluta. Stablecoins beskattes som finansielle kontrakter og dermed som kapitalindkomst med op til ca. 42 %. Beskatningen sker efter lagerprincippet.
Foruden ovenstående gælder der særlige regler for mining. Mining er en proces, hvor man stiller computerkraft til rådighed for at behandle transaktioner, sikre netværket og holde systemet synkroniseret. Skattemyndighederne vil som udgangspunkt kvalificere mining-aktiviteten som hobbyvirksomhed. Tab, som kan indeholdes i den positive indkomst fra hobbyvirksomheden, kan fradrages i hobbyvirksomhedens indkomst, da en hobbyvirksomhed beskattes efter et såkaldt nettoprincip. Overskuddet beskattes som personlig indkomst med op til 52 %, hvorimod underskuddet ikke er fradragsberettiget.
Selskabers investering i kryptovaluta
Selskabers gevinster og tab på investeringer i kryptovaluta er altid skattepligtige og fradragsberettiged,e og indgår i selskabets almindelige indkomst. Beskatningstidspunktet er det samme som for fysiske personer, men skattesatsen for selskaber ligger i stedet på 22 %.
Hvis man ønsker at foretage investeringer i selskabsform, skal man dog være opmærksom på, at investeringskontoen, den såkaldte ”wallet”, skal oprettes i selskabets navn og ikke i kapitalejerens navn. Beskatningen følger den fysiske eller juridiske person, som har oprettet den pågældende wallet.
Det kan være en lang og sej proces som erhvervsdrivende at køre investeringerne gennem en godkendt virksomhedsregistrering på diverse platforme. Det er derfor vigtigt, at man væbner sig med tålmodighed og sørger for, at det hele kører efter reglerne, og ikke tager forhastede beslutninger.
Skattestyrelsen kan starte en straffesag, hvis der ikke indberettes korrekt
Det er vigtigt at sikre sig, at der indberettes korrekt, da en manglende indberetning eller forkert indberetning, udover en ekstraskat, også kan medføre, at Skattestyrelsen starter en straffesag mod skatteyderen. En bøde vil som udgangspunkt beløbsmæssig svare til 1-2 gange skatten. Der kan derfor blive tale om relative store beløb.
Rådgivning i handler med kryptovaluta
Bachmann/Partners har erfaring med rådgivning i skattesager inden for handel med kryptovaluta. Er du i tvivl om, hvordan dine handler med kryptovaluta skal behandles skattemæssigt, eller er du allerede blevet mødt med et krav fra skattemyndighederne eller en sigtelse for skattesvig, er du altid velkommen til at kontakte os for at sikre, at din skat opgøres korrekt.
Bachmann/Partners har stor erfaring som forsvarer i straffesager om netop beskatningen af kryptovaluta, og er du indkaldt til et møde i en bødesag ved Skattestyrelsen, har du altid ret til at få en forsvarer med.
For yderligere information kontakt gerne, Rasmus Bejder Jensen på tlf. 51 68 82 40 / rbj@bachmann-partners.dk, Ann Rask Vang på tlf. 20 94 78 21 / ava@bachmann-partners.dk eller Christian Bachmann på tlf. 30 30 45 21 / chb@bachmann-partners.dk.”
Rasmus Bejder Jensen
| Cand. jur. Advokatfuldmægtig
Arbejder med skatteret, erhvervsret, selskabsret, syn og skøn, rådgiveransvar, tvistløsning, forhandlinger med SKAT og beskatning af kryptovaluta.
Tlf: +45 51 68 82 40
Email: rbj@bachmann-partners.dk
Ann Rask Vang
Arbejder med erhvervsret, selskabsret, skatter- og afgifter, tvistløsning, skatte- og afgiftsstrafferet og forhandlinger med SKAT fra Landsskatteretten til domstolene.
Telefon: +45 20 94 78 21
Email: ava@bachmann-partners.dk
Klik her for information →Christian Bachmann
| Advokat (H), Managing Partner
Arbejder med skatte- og afgiftsproces, domstolssager, skatterådgivning, syn & skøn, generationsskifte og omstrukturering samt ansvarssager
Telefon: +45 30 30 45 21
Email: chb@bachmann-partners.dk
Klik her for information →