Det såkaldte ekspertudvalg med Merete Eldrup som formand, som skulle komme med et oplæg til en flerårsaftale for skattevæsenet, har netop afgivet sine anbefalinger.
De store administrative og kontrolmæssige problemer inden for skatteadministrationen har givet anledning til en række politiske initiativer siden 2015. Dels er der tilført betydelige nye bevillinger, dels er der gennemført en række lovmæssige og organisatoriske initiativer primært med sigte på at forbedre skattekontrollen. Skattevæsenets samlede bevillinger er således i dag forøget med omkring 40 pct. og det samlede antal ansatte vil i løbet af kort tid være omtrent fordoblet i forhold til 2014, hvor der var færrest ansatte.
Disse ændringer er ikke gennemført efter en samlet masterplan, men er drypvist gennemført enten i forbindelse med tilførsel af merbevillinger til igangværende IT-moderniseringsprojekter eller i forbindelse med konkrete initiativer til styrkelse af skatte- og afgiftskontrollen. Nedsættelsen af ekspertudvalget skal formentligt ses i dette lys, idet hensigten har været, dels at få fastlagt rammer, som sikrer ro omkring skatteadministrationens økonomi, dels at tilvejebringe budgetsikkerhed for staten og dermed indpasse skatteadministrationen i det sædvanlige budgetteringssystem igen.
Ekspertudvalget kortlægger de fortsat udestående problemer for skattevæsenet. Groft sagt består disse i, at især tre meget store IT-systemer beslaglægger en stor del af de samlede – både økonomiske og mandskabsmæssige – ressourcer, således at andre presserende opgaver fortsat udestår.
Skattevæsenet bruger i dag ca. 75 pct. at sine samlede IT-udgifter til udvikling, og dermed kun 25 pct. til drift. De tre store projekter, gældsinddrivelsessystemet, ejendomsvurderings- og beskatningssystemet samt det nye toldsystem beslaglægger langt størstedelen af de samlede udviklingsomkostninger, til trods for at de kun understøtter en meget beskeden del af de samlede skatteindtægter. Størstedelen af de samlede IT-udgifter medgår til funktioner affødt af nye lovinitiativer, mens kun en beskeden del bruges til løbende modernisering af systemerne eller til forbedringer, der kan effektivisere skattevæsenets egentlige opgaveløsning.
En sammenligning med bl.a. et mindre udvalg af andre landes skattevæsener viser tilsvarende, at SKATs IT-organisation er dobbelt så stor som den næststørste af referenceorganisationernes; at de danske udviklingsaktiviteter langt overstiger de andre landes, samt at de store danske IT-projekter hver især er klart større end de projekter, der arbejdes med i de lande, der sammenlignes med.
Som årsag til disse forhold angiver ekspertudvalget bl.a., at der ofte er meget kort tid fra et politisk projekt søsættes til de implementeringsmæssige konsekvenser af de nye initiativer skal være fastlagt, samt at skattevæsenet i mange tilfælde har valgt en for ambitiøs tilgang til, hvordan IT-understøttelsen skal tilrettelægges. Endelig har ny kompleks skattelovgivning skabt problemer, når nye systemer og tilretninger skal indpasses i et i forvejen komplekst systemlandskab.
Ud over en stadig opdrift i de samlede bevillinger har disse forhold betydet, at der ikke løbende er plads til at gennemføre forbedringer i forhold til den daglige drift og dermed, at den egentlige opgavevaretagelse ikke er blevet tilgodeset i nødvendigt omfang. Desuden betyder de store ressourcer, der anvendes på de tre nævnte systemer, at skattevæsenet ikke har kunnet påbegynde udskiftningen af et meget stort antal gamle IT-systemer, som udgør hele rygraden i skatteberegningen og -opkrævningen, og som er forudsætningen for opkrævningen af ca. 90 pct. af skatteprovenuet. Opretholdelse og vedligeholdelse af disse gamle systemer beslaglægger i sig selv store ressourcer: det medvirker til at gøre det samlede system endnu mere komplekst, og det udgør ofte en uhensigtsmæssig binding i forhold til gennemførelse af ny lovgivning.
På denne baggrund foreslår ekspertudvalget for det første, at der fastsættes faste rammer for, hvor store IT-udviklings- og driftsinitiativer, der kan iværksættes de kommende år. De tre store projekter skal afsluttes, sideløbende med at der udvises tilbageholdenhed med at påbegynde nye projekter.
I forlængelse heraf foreslår udvalget, at der etableres faste processer i forhold til det politiske niveau i forbindelse med nye projekter med henblik på at begrænse kompleksiteten i de nye politiske initiativer. Skatteadministrationen skal have mulighed for at vende tilbage til de politiske aftaleparter, hvis det viser sig, at implementeringen af et nyt initiativ er ved at løbe løbsk.
De således frigivne udviklingsressourcer skal allokeres til udskiftning af de talrige forældede, men helt centrale systemer samt til forbedring af de systemer, der understøtter den daglige drift.
Udvalget foreslår dernæst, for at skabe det nødvendige rum til løsning af SKATs opgaver, at der omprioriteres på gældsinddrivelsesområdet, på udbytteområdet og i forbindelse med ny EU-lovgivning. Mere konkret foreslås det, at den del af gælden til det offentlige, som repræsenterer den ringeste reelle værdi, og som vil være mest omkostningskrævende at søge inddrevet, eftergives. Desuden foreslås forenklinger i den efterhånden stærkt udbyggede kontrol med refusioner af udbytteskat. Endelig foreslås det, at der sættes visse begrænsninger for, hvor mange ressourcer der årligt kan bruges på systemunderstøttelse til nye EU-initiativer.
Der er næppe tvivl om, at udvalgets indstillinger i praksis kan blive svære at acceptere politisk. Gældsinddrivelse og kontrol med udbytteskatten er højt prioriterede områder, og årsagen til, at SKAT efter ekspertgruppens opfattelse bruger uforholdsmæssigt mange ressourcer på disse opgaver, er netop, at principper om retsbevidsthed og om retfærdighed har overtrumfet hensynet til rationel og effektiv drift. Det er også svært at se for sig, at fx et EU-initiativ om en fælles selskabsskat og om bekæmpelse af skattely eller et forslag om en givetvis kompliceret CO2-afgift skal blive sat på pause af administrative eller IT- mæssige grunde.
Ekspertgruppen siger vel direkte, at SKATs aktuelle problemer ikke eller kun i beskeden grad kan afhjælpes med flere ressourcer. Den hidtidige relativt lette – men dyre – løsning med øgede bevillinger skal derfor erstattes med politisk mere kontroversielle løsninger, som indebærer, at politiske hensyn må vige for administrative hensyn. Dette er vel ikke helt udelukket. En gang skal jo være den første.