Regeringen og Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre samt Nye Borgerlige har den 14. december 2023 indgået en aftale om en reform af personskatten. Som en del af aftalen vil bundfradraget i boafgiften blive forhøjet og tillægsboafgift ved arv til søskende afskaffes.
Boet skal betale en boafgift på 15 % af arv til arvinger i den nærmeste familie, når arven overstiger et bundfradrag på kr. 321.700 (2023-niveau). Boafgiften beregnes ud fra de samlede værdier, som en afdød person efterlader sig. Når boafgiften på 15 % er trukket fra, skal boet derudover betale en tillægsboafgift på 25 % af arv til arvinger udenfor den nærmeste familie. Det vil sige, at arv til arvinger udenfor nærmeste familie belægges med 36,25 pct. afgift.
Til afdødes nærmeste familie hører bl.a. afdødes livsarvinger (børn, børnebørn, oldebørn mv.) og forældre. Søskende til afdøde regnes kun til den nærmeste familie, når de har haft fælles bopæl med afdøde i de sidste 2 år før dødsfaldet. Er dette ikke tilfældet, vil søskende skulle betale tillægsboafgiften på 25 % af arven, som de facto bliver til 36,25 pct.
Aftalepartierne er blevet enige om, at det skal være muligt at arve mere, uden at der skal betales boafgift. Med den nye aftale om reform af personskatten forhøjes bundfradraget i boafgiften, og tillægsboafgift ved arv til søskende afskaffes helt.
Aftalepartierne har således aftalt, at:
- Bundfradraget forhøjes fra 2026 med kr. 26.300 til kr. 348.000 og yderligere i 2029 med i alt kr. 53.300 til kr. 375.000
- Tillægsboafgiften ved arv til søskende afskaffes fra 2027
- Forhøjelsen af bundfradraget og afskaffelsen af tillægsboafgiften ved arv til søskende gælder alle boafgiftssager, dvs. både almindelige sager og ved overdragelse af erhvervsvirksomheder
Med den nye skattereform vil det blive billigere at begunstige sine søskende, når arven skal fordeles.
Søskende til den afdøde vil alene arve, hvis afdøde hverken efterlader sig ægtefæller, livsarvinger (børn, børnebørn, oldebørn osv.) eller forældre eller har begunstiget andre ved testamente. Hvis man vil have indflydelse på, hvordan arven skal fordeles, skal der oprettes et testamente.
Med et testamente kan man nemlig sikre sig, at arven går til de rette arvinger. Derudover kan man med et testamente beslutte, at arven skal være særeje for arvingen. Det betyder, at arven ikke skal deles med arvingens ægtefælle, hvis arvingen bliver skilt efter at have modtaget arven.
Vi anbefaler altid, at man i god tid får gjort sig nogle tanker om, hvordan man vil efterlade sine nærmeste og at man i god tid får styr på sit testamente.
Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab rådgiver om alle forhold vedrørende skat og afgifter og bistår med udarbejdelse af testamente, fremtidsfuldmagter og ægtepagter.
Hvis du ønsker at vide mere, kan du kontakte Christian Bachmann på tlf. 30 30 45 21 / chb@bachmann-partners.dk, Ann Rask Vang på tlf. 20 94 78 21 / ava@bachmann-partners.dk eller Peter Hansen på tlf. 40 32 35 35 / pha@bachmann-partners.dk.