Skrevet af advokat Peter Loft, Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab. Publiceret den 14. december 2020 på altinget.dk.
Skatteministeriet har 2. december sendt et såkaldt orienterende aktstykke til Folketingets Finansudvalg, hvori ministeriet orienterer om fremdriften i det store sagskompleks, som skal sikre tilbagebetalingen af flest mulige af de 12,4 milliarder kroner, som Skattestyrelsen er blevet unddraget i forbindelse med refusion af udbytteskat.
Man kan heri læse om forventningerne til udkommet af de mange retssager, som de fejlagtige udbetalinger har afstedkommet, samt om de estimerede udgifter.
Der er i sagens natur mange usikkerheder knyttet til begge skøn, men sikkert er det, at det er en dyr kamp og op ad bakke at skaffe pengene hjem.
Normalt er det Skatteministeriet, som er part i retssager om skattespørgsmål, men i dette kompleks er det Skattestyrelsen, der er sagsøger.
Ud over de civile sager, hvor man forsøger at få så stor en del af tabet af de mange milliarder dækket, kører der også hos Bagmandspolitiet efterforskning med henblik på at få nogle af de involverede i den formodede svindel straffet.
Kammeradvokaten repræsenterer Skattestyrelsen i de civile sager – enten direkte eller gennem samarbejdspartnere i de lande, hvor tilbagesøgningssagerne skal køre ved de lokale domstole.
Det siger sig selv, at både det forhold, at retssagerne primært skal foregå i udlandet, og at det involverer advokater i disse lande, gør det særdeles svært at skønne over udsigten til, at sagerne kan gennemføres med held for den danske statskasse og over de udgifter, der er nødvendige til at føre sagerne.
Kammeradvokaten anslog i 2019, at det i alt vil være muligt at tilbagesøge mellem 5,5 og seks milliarder kroner af det samlede tab.
Mankoen på mellem seks og syv milliarder kroner afspejler sager, der ikke lader sig opklare, og hvor det ikke vil være muligt at rejse krav mod en eller flere modtagere af udbyttepengene.
Hertil kommer, at nogle af sagerne allerede er afklaret ved indgåelse af forlig, og forhåbningen er vel, at flere kan klares på samme måde.
Et forlig er jo reelt en forhandling mellem de to involverede parter, og særligt når forliget skal indgås i udlandet, står de danske skattemyndigheder næppe ret stærkt.
Dette forhold vil formentlig afspejle sig i forligene, idet det ofte vil være nødvendigt at give en klækkelig rabat for overhovedet at få nogle af pengene igen.
Der er indgået forlig med nogle amerikanske pensionskasser om tilbagebetaling af i alt 1,6 milliarder kroner.
Af den offentlige omtale på tidspunktet for forligets indgåelse fremgik det, at Skattestyrelsen havde været nødt til at reducere tilbagebetalingskravet væsentligt for blot at få forliget i stand.
I skønnet over den samlede tilbagebetaling indgår også et krav på betaling af 750 millioner kroner rettet imod advokatfirmaet Bech Bruun for angiveligt at have rådgivet en tysk bank i en af sagerne. Det er vistnok den almindelige antagelse, at dette krav forekommer højst usikkert.
Det fremgår af aktstykket til Finansudvalget, at der i 2019 er brugt 280 millioner kroner til at forberede og føre retssager. I 2020 blev det oprindeligt skønnet, at der skulle bruges yderligere 300 millioner kroner, men denne udgift er steget med 242 millioner kroner, således at det samlede forbrug i år skønnes at blive 542 millioner kroner – og i alt til dato cirka 820 millioner kroner.
Kammeradvokaten anslog i 2019, at der samlet set skulle bruges 2,4 milliarder kroner til at føre sagerne frem mod 2027.
I dette skøn indgik 950 millioner kroner til uforudsete udgifter. Imidlertid er der allerede forbrugt 865 millioner kroner af denne buffer.
Der er ikke siden 2019 foretaget noget skøn over de samlede forventede udgifter. Skatteministeriet oplyser i aktstykket, at der formentlig vil være bedre muligheder for at foretage et fornyet skøn i løbet af 2021.
Der har i pressen været forlydender om voldsomt stigende udgifter til de sager, der føres i Storbritannien. Af et tidligere aktstykke fremgår også, at der er visse komplikationer knyttet til de sager, der føres i Dubai.
Den samlede forventning til dette store retssagskompleks er altså, at højst lidt under halvdelen af det tabte provenu kan forventes tilbagebetalt, og at udgifterne til at søge pengene tilbagebetalt allerede på nuværende tidspunkt påregnes at beløbe sig til cirka halvdelen af den maksimalt forventede tilbagebetaling.
Risikoen, for at det første beløb falder, og at det andet stiger, synes nærliggende, når man læser Skatteministeriets orientering til Finansudvalget.
Der er næppe tvivl om, at der både i Folketinget og i befolkningen er et stort ønske om alle tænkelige bestræbelser på at få flest mulige af de tabte milliarder retur.
Den almindelige retsbevidsthed kræver, at alle til rådighed værende midler hertil bringes i anvendelse. Det er også den strategi, som Skattestyrelsen og Kammeradvokaten forfølger. Nogen guldrandet satsning er det næppe, men retfærdighed har som bekendt ingen pris.