Landsskatteretten har i en ny afgørelse fastslået, at fast ejendom kan sælges momsfrit, selvom der ved købsaftalens indgåelse var en betingelse, at et søsterselskab skulle stå for nedrivning og ny opførsel af ejendomme på den frasolgte andel af ejendommen. Det forhold at selskaberne var koncernforbundne, ændrede altså ikke på det faktum, at salget af ejendommen og leveringen af entrepriseydelsen skulle kvalificeres selvstændigt.
I den konkrete sag havde et anpartsselskab momsfrit solgt en del af en fast ejendom til et boligselskab. Ved købsaftalens indgåelse var det betinget, at et søsterselskab skulle stå for nedrivningen og ny opførelse af ejendomme på den frasolgte andel af ejendommen.
SKAT anså transaktionen for momspligtig, da andelen af den solgte ejendom med bygninger, efter SKATs opfattelse, skulle betragtes som salg af byggegrund med projekt.
Landsskatteretten kom frem til, at selskabets overdragelse af ejendommen var momsfritaget, idet der på tidspunktet for overdragelsen af ejendommen var tale om en bebygget fast ejendom, og at bebyggelsen ikke udgjorde nye bygninger.
Landsskatteretten bemærkede herved, at salget af ejendommen og leveringen af entrepriseydelsen skulle kvalificeres selvstændigt, idet transaktionerne ikke blev gennemført af den samme afgiftspligtige person. Det forhold, at selskaberne var koncernforbundne, og at der var en tidsmæssig og en indholdsmæssig sammenhæng mellem den betingede købsaftale og den betingede entreprisekontakt, ændrede ikke herved.
Landsskatterettens afgørelse kan læses i sin helhed her
Vores vurdering
Ovenstående afgørelse fra Landsskatteretten har efter vores vurdering betydning for mange allerede gennemførte handler samt fremtidige ejendomsprojekter.
Med Landsskatterettens afgørelse kan det konstateres, at det ikke har betydning for den momsmæssige vurdering af salg af fast ejendom, om sælger af den faste ejendom samtidig via et koncernforbundet selskab indgår en entrepriseaftale, som skal varetage nedrivningsopgaven og opføre nye bygninger.
Det afgørende for den momsmæssige behandling er, at det ikke er samme juridiske enhed, som entrepriseaftalen bliver indgået med.
Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab har stor erfaring med moms i forbindelse med fast ejendom.
Det er væsentligt ved overdragelse af fast ejendom bestående bebyggede arealer med gamle og nedrivningsmodne bygninger, at der foretages en gennemgang, inden en overdragelse finder sted. Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab bistår med vurdering af, hvordan det videre forløb i en ejendomsoverdragelse bør håndteres i momsmæssig henseende.
For allerede gennemførte momsbelagte ejendomsprojekter kan der med ovenstående afgørelse fra Landsskatteretten være mulighed for genoptagelse af den momsmæssige behandling af sagen. Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab bistår gerne med vurdering af, hvorvidt der vil være mulighed for en genoptagelse.
Nærværende sag omhandlede en ejendomsoverdragelse, som fandt sted den 21. februar 2014, hvorfor der vil være mulighed for at genoptage ejendomshandler helt tilbage til februar 2014.
For yderligere information kontakt Diana Mønniche på tlf. 20717862 / dme@bachmann-partners.dk eller Peter Hansen på tlf. 40 32 35 35 / pha@bachmannpartners.dk.