Folketinget vedtog den 9. februar 2021 lovforslag nr. L 129, der gennemfører dele af den aftale om grøn omstilling af vejtransporten, som blev indgået den 4. december 2020.

I forbindelse med ændringen af registreringsafgiftsloven er der indført en række overgangsbestemmelser, som vil blive gennemgået nedenfor.

Håndtering af indregistrering af køretøjer frem til lovens ikrafttrædelse

Ændringerne i registreringsafgiften for køretøjer træder først i kraft den 1. juni 2021, men ændringerne får virkning for køretøjer, hvor der er indgået aftale den 18. december 2020 eller senere.

I overgangsperioden fra den 18. december 2020 til 31. maj 2021 vil der således i første omgang blive beregnet registreringsafgift efter de gamle regler.

Når de nye regler om ændring af beregningen af registreringsafgiften er trådt i kraft, vil der således ske en efterregulering af afgiftsbeløbet for køretøjer, som er afgiftsberigtiget i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 31. maj 2021, og forholdet ikke omfattes af én af nedenstående overgangsbestemmelser.

Bindende aftale senest den 17. december 2020

For køretøjer, hvor der senest den 17. december 2020 er indgået en bindende købs- eller leasingaftale, og hvor køretøjet indregistreres senest den 1. juli 2021, vil det være muligt at vælge at bruge de hidtil gældende regler.

Betingelser for anvendelse af overgangsordningen

Købsaftaler

  • Der skal indsendes dokumentation for, at der var indgået en bindende købsaftale senest den 17. december 2020 inden indregistreringen af køretøjet og inden køretøjet sættes på månedsangivelsen.
  • Der skal senest i forbindelse med anmodningen om registrering indsendes en anmodning til Motorstyrelsen om, at de hidtil gældende regler ønskes anvendt.

Leasingaftaler

  • For leasingkøretøjer skal der indsendes dokumentation for, at der var indgået en bindende leasingaftale senest den 17. december 2020.
  • Der skal indsendes en anmodning til Motorstyrelsen om, at de hidtil gældende regler ønskes anvendt.
  • For køretøjer, der er registreret i perioden 18. december 2020 til 15. februar 2021, skulle dokumentation og anmodning om anvendelse af de gældende regler være sendt til Motorstyrelsen senest den 15. februar 2021.
  • For køretøjer, der registreres i perioden 16. februar til 1. juli 2021, skal dokumentation og anmodning om anvendelse af de gældende regler indsendes samtidig med registrering af køretøjet.

Dokumentation mv. indsendes via TastSelv Erhverv, Vælg Bil og motor og Bindende købsaftale.

Ønsker man som privatperson at anvende overgangsordningen, skal dokumentationen inden registreringen sendes til motorekspedition@motorst.dk. I emnefeltet skal der skrives “Bindende købsaftale”.

Køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift

For allerede indregistrerede køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift, hvor afgiftsperioden er påbegyndt senest den 17. december 2020, får de nye regler som udgangspunkt ikke betydning. Dette gælder både i forhold til den forholdsmæssige registreringsafgift samt strafrenten, tilbagebetaling ved førtidig afbrydelse, fristoverskridelser og værditabsberegninger.

Leasingaftaler, der forlænges efter den 18. december 2020, bliver omfattet af de nye regler for den forlængede periode. Selve forlængelsen vil blive anset for en ny afgiftsperiode. 

Genberegning af registreringsafgiften efter registreringsafgiftslovens § 9 a

For køretøjer, der er indregistreret på forholdsmæssig registreringsafgift

  • her i landet første gang senest den 17. december 2020 eller
  • er omfattet af en bindende leasingaftale indgået senest den 17. december 2020,

skal genberegningen af den afgiftspligtige værdi og registreringsafgift ske efter nuværende bestemmelser.

For ovenstående køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift er det muligt at få fastsat den genberegnede afgiftspligtige værdi under anvendelse af de nye regler, hvis man anmoder Motorstyrelsen om dette senest den 31. maj 2021.

Det er alene køretøjer, som ved indregistreringen, er omfattet af de nye regler, der også i sin helhed skal genberegnes efter de nye regler.

Hvis der er spørgsmål til de nye regler om registreringsafgift, kan du kontakte Peter Loft på tlf. 40302315 / psl@bachmann-partners.dk eller Diana Mønniche på tlf. 20717862 / dme@bachmann-partners.dk for yderligere information.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *