Regeringen har den 4. december 2020 indgået en aftale med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om ændrede bilafgifter mv. Ændringerne har virkning for biler, der indregistreres fra den 18. december 2020. Afgiften beregnes i en overgangsperiode efter de i øjeblikket gældende regler, idet der efterfølgende vil blive foretaget tilbagebetaling eller efteropkrævning, når lovforslaget er blevet endeligt vedtaget. Med aftalen ændres både registreringsafgiften, brændstofafgifterne, elafgiften, den grønne ejerafgift og beskatningen af fri bil.

Aftalen har som mål at tilvejebringe 775.000 grønne biler i 2030 samt at nedbringe CO2-udslippet fra transportsektoren med i alt 2,1 mio. tons. Partierne bag aftalen har besluttet at gøre status over udviklingen i 2025 med henblik på at drøfte yderligere initiativer i lyset af den teknologiske udvikling, som kan føre frem imod 1 million nul- eller lavemissionsbiler i 2030.

Det følger af aftalen, at parterne vil arbejde i EU for et stop for salg af nye biler med forbrændingsmotorer fra 2030.

Aftalen skal sikre en grøn omstilling, et forenklet og fremtidssikret afgiftssystem, stabile rammevilkår og samtidig fastholde progressionen i afgifterne.

Nedenfor gennemgår ændringerne for personbiler.

Registreringsafgiften

Grundlaget for beregning af registreringsafgiften er fortsat køretøjets værdi samt i et vist omfang køretøjets CO2-udledning.

Med aftalen indføres der et nyt skalatrin for beregning af registreringsafgiften. Der indføres således en ny lav sats på 25 pct. af værdien op til 65.000 kr.  Den mellemste sats udgør 85 pct. af værdien indtil 202.200 kr., og den højeste sats udgør 150 pct. af værdien derudover. Beløbsgrænserne er angivet i 2021-niveau og reguleres årligt efter personskattelovens § 20.

Reglerne om fradrag, henholdsvis tillæg for brændstofforbrug over og under 20 km/l for benzinbiler og 22 km/l for dieselbiler ophæves, og erstattes af et tillæg for det enkelte køretøjs udledning af CO2. CO2-tillægget udgør 250 kr. pr. g op til 125 g CO2 pr. km. Mellem 125 og 160 g CO2 pr. km udgør tillægget 500 kr. pr. g og over 160 g CO2 pr. km udgør tillægget 950 kr. pr. g CO2. Satserne reguleres årligt, mens grænserne for CO2-tillægget reguleres efter den forventede udvikling i den gennemsnitlige CO2-udledning for konventionelle biler.

Det eksisterende sikkerhedsfradrag, fradrag for selealarm og fradrag for airbags ophæves.

Omlægningen fra det eksisterende fradrag for brændstofeffektivitet til et CO2-tillæg vil isoleret set indebære store afgiftsforhøjelser for især mindre el-biler. Som kompensation herfor indføres et bundfradrag i registreringsafgiften. Alle biler får et bundfradrag, der i 2021 udgør 21.700 kr. Nulemissionsbiler (typisk elbiler) får i tillæg hertil et yderligere bundfradrag på 170.000 kr. i 2021. Lavemissionsbiler (typisk plug-in hybridbiler) får et yderligere fradrag på 50.000 kr. Begge de ekstra fradrag aftrappes over aftaleperioden, således at nulemissionsbiler fra 2030 har et ekstra bundfradrag på 137.000 kr. og lavemissionsbiler et ekstra fradrag på 35.000 kr. – alt sammen i 2021-niveau.

Indfasning i endelig afgift

Efter de gældende regler svarer nul- og lavemissionsbiler 20 pct. af de almindeligt gældende registreringsafgifter. Den eksisterende plan for indfasning af disse typer af køretøjer til det almindeligt gældende niveau erstattes af nye indfasningsregler. Således indfases nulemissionsbiler med 40 pct. i årene 2021 til 2025. Hvert af de følgende år hæves indfasningsprocenten med 8 pct.-point, således at procenten i 2030 udgør 80 pct. Herefter er det planen at indfasningsprocenten skal udgøre 4 pct.-point årligt, indtil 100 pct. nås i 2035.

For lavemissionsbiler starter indfasningen på 45 pct. med en forhøjelse på 5 pct.-point pr. år til 65 pct. i 2025, hvorefter indfasningsprocenten øges med 3 pct.-point pr. år indtil 80 pct. i 2030. Herefter er det planen, at indfasningen hæves med 4 pct.-point pr. år til 100 pct. i 2035.

Elafgift

Den eksisterende særordning mht. lav elafgift på el til opladning af elbiler og hybridbiler fastholdes til udgangen af 2030.

Brændstofafgift

Det nuværende krav om iblanding af biobrændstof erstattes med et CO2-fortrængningskrav, som sikrer en gradvis skærpet og teknologineutral fortrængning af fossile brændstoffer til fordel for nye og avancerede biobrændstoffer og nye typer af brændstoffer såsom Power-to-X.

Ændring af de løbende afgifter

Udligningsafgiften for dieselbiler øges med 300 kr. i gennemsnit svarende til den forventede prisudvikling i perioden 2021-2030, hvilket svarer til en stigning på ca. 21 pct.

Ejerafgiften forhøjes med 3 pct. i 2022, 6,5 pct. i 2023, 6,5 pct. i 2024, 6,5 pct. i 2025 og 10 pct. i 2026.

Herudover har aftaleparterne besluttet, at ejer- og udligningsafgiften fra 1. juli 2021 omlægges fra at være differentieret efter, hvor langt bilerne kører på en liter benzin eller diesel, til at være differentieret efter hvor mange gram CO2, de udleder pr. km.

Beskatning af fri bil

Efter de gældende regler er beskatningsgrundlaget for en fri bil 25 pct. af bilens værdi op til 300.000 kr. og 20 pct. af den del af bilens værdi, der ligger herudover. Hertil kommer et miljøtillæg på 150 pct. af bilens ejerafgift.

Efter aftalen øges miljøtillægget til 250 pct. i 2021, til 350 pct. i 2022, 450 pct. i 2023, 600 pct. i 2024 og 700 pct. fra og med 2025.  Sideløbende hermed reduceres satsen på 25 pct. med ½ pct.-point fra 2021 og satsen på 20 pct. forhøjes med ½ pct.-point fra 2021, således at der fra 2025 kun gælder én sats på 22,5 pct. af bilens værdi.

Øvrige ændringer

Aftalen indeholder tilsvarende ændringer i afgifterne eller planer herom for varevogne, motorcykler og autocampere.

For lastbiler erstattes den gældende vignetafgift af en kilometerbaseret vejafgift. Der indføres lempede regler for grønne delebiler. Fri oplader, som stilles til rådighed i hjemmet af en arbejdsgiver, skal ikke længere beskattes.

Aftaleparterne har afsat et beløb til at udvikle en kilometerbaseret vejafgift (roadpricing) for personbiler.

Ikrafttrædelse

Som nævnt træder ændringerne i registreringsafgiften i kraft samtidig med fremsættelsen af et lovforslag herom den 18. december 2020. Indtil de nødvendige regelændringer er vedtaget og trådt i kraft, vil biler i en overgangsperiode blive afgiftsberigtiget efter de gældende regler. Efter lovens ikrafttrædelse vil der herefter ske eventuel tilbagebetaling til og efteropkrævning fra den, der har pligt til at afregne afgiften. Det er angivet, at ændringerne i registreringsafgiften kan systemunderstøttes og dermed træde i kraft den 1. juni 2021.

Omlægningen af ejerafgifterne til CO2-differentiering vil skulle gælde for biler, der indregistreres den 1. juli 2021 eller senere.

Afsluttende bemærkninger

Den indgåede aftale skaber klarhed over afgiftsreglerne for de kommende år. Det bemærkes dog, at der er tale om en relativt smal aftale, hvorfor et eventuelt ændret flertal i Folketinget vil kunne aftale nye ændringer.

Den gældende struktur i registreringsafgiften, herunder værdielementet fastholdes, hvorved de administrative problemer, der er knyttet til de eksisterende regler, vil bestå uændret. Dermed kan aftalen heller ikke siges at indfri løftet om ”et forenklet fremtidssikret afgiftssystem”.

For yderligere information kontakt Diana Mønniche på tlf. 20717862 / dme@bachmann-partners.dk eller Peter Loft på tlf. 40 30 23 15 / psl@bachmann-partners.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *