I kraft af EU-Domstolens dom af 29. juni 2017 i sagen C-288/16, L.C., har Skattestyrelsen udarbejdet et nyt styresignal, som skærper den danske praksis vedrørende momsfritagelse ved levering af transportydelser over landegrænser. Praksisændringen medfører, at underleverandørydelser fra den 22. december 2021 ikke vil være omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 16.
Det følger af momslovens § 34, stk. 1, nr. 16, at levering af transportydelser for varer, der udføres til steder uden for EU, er fritaget for moms. Hidtil er bestemmelsen blevet fortolket således, at både leverandøren af transportydelsen og dennes eventuelle underleverandører, har kunnet gøre brug af momsfritagelsen.
I kraft af EU-Domstolens dom i C-288/16, L.C., har Skattestyrelsen nu udarbejdet et nyt styresignal, som skærper den danske praksis. Det fremgår af styresignalet, at det fremadrettet vil være en betingelse for momsfritagelse i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 16, at transportydelsen leveres direkte til afsenderen eller modtageren af de varer, som udføres til steder uden for EU eller importeres fra et tredjeland.
Ændringen af den danske praksis medfører, at det fremadrettet alene vil være den eller de transportører, som har indgået en aftale om transport med afsenderen eller modtageren af varerne, der omfattes af momsfritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 16. Underleverandører, der har indgået en aftale om transport med den egentlige leverandør af transportydelsen, vil derimod ikke længere have mulighed for at gøre brug af momsfritagelsen. Underleverandørerne bliver omfattet af de almindelige momsregler. Hvis underleverandøren er etableret i et andet medlemsland end køberen af transportydelsen, kan leverancen blive omfattet af reglerne om omvendt betalingspligt.
Der kan fortsat godt indgå flere transportører i en levering af en samlet momsfritaget transportydelse, men fremadrettet vil dette kræve, at hver enkelt transportør indgår en (del)aftale om transport med afsenderen eller modtageren af varerne.
Styresignalet får virkning fra den 22. december 2021 og kan læses i sin helhed her SKM 2021.321 SKTST.
For yderligere information kontakt Diana Mønniche på tlf. 20717862 eller mail dme@bachmann-partners.dk.