Skrevet af advokat Peter Loft. Publiceret den 31. januar 2021 på altinget.dk.
Berlingske bragte den 21. og 22. januar to artikler om, at tilliden til skattevæsenet fortsat er faldende til det hidtil laveste niveau.
Skatteminister Morten Bødskov (S) udtalte i den forbindelse, at tilliden skal genskabes ved at sørge for, at skattevæsenet er i stand til at sikre, at alle betaler det rette beløb i skat, og at ingen kan unddrage sig at betale sin andel til fællesskabet.
Siden regeringen tiltrådte, har den gennemført omkring 20 lovforslag, der alle har til hensigt at forbedre skattevæsenets muligheder for at bekæmpe skattesvindel og skattespekulation.
Det vil sige initiativer, der udvider skattevæsenets kontrolmuligheder eller som fjerner regler, som angiveligt kan bruges til at snyde i skat.
Der er tilført eller afsat omkring tre milliarder kroner til forbedret skattekontrol, og regeringen har ansat eller planlægger at ansætte 1.000 ekstra til styrkelse af skattekontrollen.
Man kunne måske anføre, at tillid til skattevæsenet ikke kun afhænger af evnen til at finde skattesvindlere, men også af den behandling, man som almindelig skatteyder får, hvis der opstår uenighed om, hvad den rette skatte- eller afgiftsbetaling er.
Dette aspekt har dog på ingen måde regeringens eller Folketingets bevågenhed. Regeringen har ikke taget et eneste initiativ, der trækker i retning af at styrke borgeren retssikkerhed, til trods for at der ubestrideligt er store problemer hermed, og til trods for at de øgede beføjelser til skattevæsenet alt andet lige svækker den enkelte skatteyders stilling.
Det ensidige fokus på “systemets retssikkerhed” betyder, at stort set ethvert initiativ, der angiveligt kan standse misbrug eller anden uønskelig adfærd, finder let og hurtig vej gennem Folketinget, uanset hvilke betænkeligheder, der i øvrigt måtte være knyttet til initiativet.
Et eksempel på dette er nogle initiativer, som skatteministeren og transportminister Benny Engelbrecht for nylig har taget for at komme vanvidskørsel til livs.
Alle uden undtagelse går formentlig ind for at bekæmpe vanvidskørsel. Dette faktum har regeringen udnyttet til at gennemføre nogle initiativer, der gør det muligt at konfiskere køretøjer, der bruges til vanvidskørsel, og til derefter at bortauktionere køretøjet og hælde provenuet i statskassen.
Men uanset hvor foragtelig vanvidskørsel er, vil jeg tro, at den privatperson eller det leasingselskab, som i god tro har udlånt eller udlejet en bil, der sidenhen bruges til vanvidskørsel, har svært ved at se rimeligheden i, at bilen beslaglægges, sælges og salgssummen konfiskeres.
Almindelige principper om ejendomsrettens ukrænkelighed og om sammenhæng mellem gerning og straf tilsidesættes fuldstændig – i ly af et formål alle kan tilslutte sig.
Alle de ovenfor omtalte 20 forbedringer af “skattevæsenets retssikkerhed” er begrundet med, at de er nødvendige for at komme blandt andet skattesvig til livs.
Ingen kan være imod dette ønske, og derfor er der heller ingen, der nærmere kerer sig om, hvorvidt det påståede problem er reelt; hvorvidt den foreslåede ændring skaber nye problemer, og om hvorvidt den skattepligtige stilles urimelig svagt i forhold til skattevæsenet med det nye initiativ.
Hvert eneste af disse initiativer skubber til balancen mellem hensynet til borgeren i forhold til hensynet til myndighederne – og som nævnt er der ikke gennemført et eneste lovforslag, der styrker den private parts stilling.
At målet helliger midlet, ses ikke kun på skatteområdet og i forhold til vanvidskørsel. Et udvalg under Erhvervsministeriet har for eksempel i konsekvens af problemerne med at få dømt bankledelser i sager om uheldig långivning foreslået, at bankledelserne fremover skal bevise deres egen uskyld for at undgå straf. Unægtelig en retssikkerhedsmæssig nyskabelse.
Borgernes retssikkerhed på skatteområdet lader i forvejen en del tilbage at ønske.
Det administrative klagesystem er brudt sammen; domstolsbehandling strækker sig over adskillige år, og det er lettere at blive frikendt i en straffesag, end det er at vinde en skattesag.
Ombudsmanden har påpeget flere problemer med den måde, som skattevæsenet og de administrative klageorganer agerer overfor borgerne på, uden at noget har ændret sig.
Når så ovenikøbet de ansatte i skattevæsenet igen og igen hører deres minister og et enigt Folketing sige, at det vigtigste og altoverskyggende problem er at bekæmpe skattesvindel, kan man næppe fortænke dem i ikke at lægge særlig stor vægt på hensynet til skatteyderens retssikkerhed.
Tillid til myndighederne i almindelighed og til skattevæsenet i særdeleshed bør ikke kun været et spørgsmål om evnen til at bekæmpe snyd, kriminalitet eller lemfældig omgang med reglerne, og et agtværdigt formål kan ikke legitimere ethvert indgreb i borgernes retsstilling.
Tillid forudsætter retsregler, der tilgodeser både hensynet til myndighederne, til borgerne i almindelighed og til den enkelte borger, der kommer i klemme, og myndighederne skal være lige så optaget af, at de behandler borgerne korrekt, som af, at de ikke bliver snydt.
Regering og Folketinget er nødt til at forlade det ensidige fokus på “myndighedernes retssikkerhed”, hvis tilliden til skattevæsenet skal genskabes.