Folketinget har den 25. november 2021 vedtaget lovforslag nr. L 6, som medfører en række ændringer af reglerne på motorområdet.

De nye regler medfører bl.a. stramning af leasingregler for køretøjer, indførelse af særlig procedure for partshøring ved værdifastsættelse af nye og brugte køretøjer og indførelse af solidarisk hæftelse for selvanmeldere.

Ændringerne har virkning fra 1. januar 2022.

Indførelse af solidarisk hæftelse

Hæftelsesbestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 9, ændres, således at en virksomhed, som erhvervsmæssigt handler med køretøjer, hæfter solidarisk for afgiften af de køretøjer, som virksomheden sælger, uanset om denne selv har angivet afgiften for det pågældende køretøj, eller om afgiften er angivet af en anden registreret virksomhed.

Det vil sige, at der er indført objektiv hæftelse for registreringsafgift for bilforhandlere, der anvender en ekstern afgiftsberegner.

Særlig procedure for partshøring ved værdifastsættelse

Der indsættes et nyt kapitel 7b i skatteforvaltningsloven, således at Motorstyrelsen i sager om værdiansættelse af køretøjer ikke behøver at sende et forslag til afgørelse, inden der træffes endelig afgørelse om værdiansættelsen af et køretøj.

Ændringen gælder både i de tilfælde, hvor det er Motorstyrelsen, som skal værdiansætte et køretøj, og i de tilfælde, hvor der er tale om kontrol af en registreret virksomheds angivelse af registreringsafgift og hvor Motorstyrelsen foretager en ændring i virksomhedens angivelse af registreringsafgift.

Genberegningsfristen for leasingkøretøjer forkortes

Fristen for genberegning af leasingkøretøjer mv. fremrykkes fra 4 måneder til 3 måneder efter tidspunktet for første registrering.

Lovændringen har virkning for køretøjer, der registreres fra og med den 1. januar 2022.

Hvis der er spørgsmål til ændringerne i registreringsafgiftsloven, kan du kontakt Diana Mønniche på tlf. 20 71 78 62 / dme@bachmann-partners.dk, Peter Hansen på tlf. 40 32 35 35 /pha@bachmann-partners.dk eller Peter Loft på tlf. 40 30 23 15 / psl@bachmann-partners.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *