Højesteret har den 8. september 2026 afsagt en principiel dom, der giver en skatteyder fuldt medhold over for Skatte- og Vækstministeriet. Dommen slår fast, at man ikke kan beskattes af overførsler, som efterfølgende er kendt ugyldige ved dom og betalt tilbage. Sagen er et eksempel på, at Skatteministeriet fører sager, hvor virkelighedens økonomiske realitet må vige for en firkantet fortolkning af periodiseringsprincippet. Denne gang må ministeriet konstatere, at Højesteret ikke er med på den øvelse.
Sagens kerne
Skattestyrelsen forhøjede i 2018 en skatteyders personlige indkomst for 2016 og 2017 med i alt mere end 2,1 mio. kr. Forhøjelsen byggede på en række overførsler fra et selskab, som styrelsen mente, at skatteyderen reelt kontrollerede via en stråmandsdirektør. Overførslerne blev kvalificeret som løn og maskeret løn.
Det centrale i sagen er imidlertid, at konkursboet efter selskabet efterfølgende anlagde og vandt en sag om, at netop disse overførsler var selskabsretligt ugyldige. Skatteyderen og hans nærtstående blev ved dom – og senere forlig – pålagt at betale pengene tilbage til boet. Og det gjorde de.
Spørgsmålet for domstolene blev derfor: Kan man beskattes af penge, som man ved endelig dom er blevet frataget retten til, og som man rent faktisk har betalt tilbage?
Skatteministeriets tilgang – og hvorfor den var problematisk
Skatteministeriet holdt fast i beskatningen med en argumentation, der reelt betyder, at ugyldighed og tilbagebetaling er irrelevant for skatteretten, medmindre skatteyderen har fået tilladelse til omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29. Ministeriet gjorde gældende, at der var erhvervet endelig ret til beløbene på udbetalingstidspunktet, og at periodiseringsprincippet derfor forhindrede en efterfølgende korrektion – uanset at civilretten samtidig fastslog, at pengene aldrig burde have været udbetalt.
Ministeriet forsøgte desuden at hente støtte i forarbejderne til ligningslovens § 16 E om aktionærlån – en bestemmelse, der efter sin klare ordlyd alene omfatter lån, ikke løn. Det er en anstrengt analogi, som både landsretten og Højesteret da også afviste kontant.
Resultatet af ministeriets synspunkt ville i praksis have været, at en skatteyder kan beskattes af en indtægt, som en domstol samtidig har fastslået aldrig er erhvervet – en retsstilling, der er svær at forene med det grundlæggende retserhvervelsesprincip i statsskattelovens § 4. Man kan ikke have “erhvervet endelig ret” til noget, som en dom med tilbagevirkende kraft fjerner grundlaget for.
Højesterets afgørelse
Højesteret var ikke i tvivl. Da de dispositioner, der lå til grund for forhøjelsen, ved endelig dom var fastslået ugyldige – og beløbene var tilbagebetalt – havde skatteyderen ikke erhvervet endelig ret til beløbene. Det gælder ifølge Højesteret både de overførsler, der gik direkte til skatteyderen selv, og de overførsler, der gik til hans nærtstående, men som Skattestyrelsen skattemæssigt havde omkvalificeret til løn til ham.
Højesteret afviste samtidig, at hverken ligningslovens § 16 A (udbytte) eller § 16 E (aktionærlån) kunne finde anvendelse – bestemmelserne omfatter efter deres ordlyd ikke den foreliggende situation.
Dommen stadfæster dermed Vestre Landsrets afgørelse fuldstændigt, og Skatteministeriet blev tilmed dømt til at betale sagsomkostninger for begge instanser.
Betydningen
Dommen er en markant sejr for skatteyderen og en klar afvisning af en skattemyndighedstilgang, hvor formalia (mangel på omgørelsestilladelse) trumfer den økonomiske og juridiske realitet. Den bekræfter, at civilretlig ugyldighed og faktisk tilbagebetaling kan få skattemæssig betydning uden om det snævre omgørelsesinstitut i skatteforvaltningslovens § 29 – i det mindste når ugyldigheden er fastslået ved uafhængig domstolsprøvelse efter krav fra tredjemand (her konkursboet), og ikke er et resultat af skatteyderens eget efterfølgende ønske om at “omgøre” en disposition.
For skatteydere, der står i lignende situationer – hvor Skattestyrelsen fastholder en beskatning af beløb, som civilretligt er kendt ugyldige og tilbagebetalt – er dommen et vigtigt pejlemærke og et solidt argument i mødet med skattemyndighederne.
Dommens videre betydning for andre skattesager
Dommen har rækkevidde langt ud over den konkrete sag og er relevant i flere typer af skattesager:
Samlet set styrker dommen skatteyderes retsstilling i sager, hvor Skattestyrelsen forsøger at opretholde en skatteforhøjelse alene med henvisning til formelle periodiseringsregler, selv om den bagvedliggende disposition er endeligt og uafhængigt kendt ugyldig. Det er en sund korrektion, og vi forventer, at dommen vil blive brugt aktivt i verserende og fremtidige sager om maskeret løn og maskeret udlodning.
Har du en sag, hvor Skattestyrelsen fastholder beskatning af beløb, du har måttet betale tilbage? Kontakt os for en vurdering af din sag.
Uanset hvilken situation, du står i, kan vi hjælpe dig med at skabe den mest fordelagtige løsning. Vi har Danmarks bedste
team af advokater og eksperter, så du kan være sikker på at få den bedste rådgivning.
Så udfylde kontakt formularen nedenfor. så kontakter en advokat dig indenfor det område som du skal have hjælp til
