Motorstyrelsen og Landsskatterettens skærpede praksis vedrørende anvendelsen af mandskabsvogne i erhvervslivet udløser ofte tvivl om, hvornår transport mellem bopæl og arbejdsplads kan anses som erhvervsmæssig, og hvornår det udløser fuld afgift. Dette indlæg sammenholder byretsdommen SKM2022.422.BR med Landsskatterettens nye afgørelse SKM2025.40.LSR og perspektiverer dette til den juridiske vejlednings afsnit om brug af mandskabsvogne.
Den juridiske vejledning præciserer betingelserne for ”erhvervsmæssig brug” af mandskabsvogne. Om kørslen karakteriseres som erhvervsmæssig eller privat er afgørende for, om køretøjet er afgiftspligtigt eller ej.
Følgende kan udledes af vejledningen:
Byretten fastslog generelt i dommen offentliggjort som SKM2022.422.BR, at kørsel mellem medarbejderes bopæl og arbejdsplads under særlige omstændigheder kan anses som erhvervsmæssig. Byretten vurderede konkret i sagen, at transporten primært var i virksomhedens interesse, og derfor var erhvervsmæssig, baseret på følgende momenter:
Byrettens dom angår en prøvelse af en afgørelse, hvor Landsskatteretten havde stadfæstet Motorstyrelsens afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift. Landsskatteretten havde stadfæstet Motorstyrelsens afgørelse med den begrundelse, at kørslen mellem arbejdsplads og bopæl udelukkende var begrundet i privat personbefordring, uanset at der var en betydelig afstand. Virksomheden havde heller ikke dokumenteret nogen erhvervsmæssig årsag til, at medarbejderne havde værktøj mv. på deres private bopæle i mandskabsvognen.
Efter byrettens ændring af Landsskatterettens afgørelse, har vi nysgerrigt holdt øje med, hvordan Landsskatteretten efterfølgende ville bedømme disse momenter i tilsvarende sager i klagesystemet. Dette skyldes, at Landsskatterettens praksis på området for mandskabsvogne efter vores opfattelse reelt har umuliggjort anvendelsen af afgiftsfrie mandskabsvogne.
Landsskatteretten har i en nyligt offentliggjort sag fået lejlighed til at forholde sig til byrettens praksis.
Ikke overraskende vurderede Landsskatteretten dog i SKM2025.40.LSR, at transporten mellem bopælen og arbejdspladsen udgjorde privat personbefordring. Landsskatteretten fremhævede de momenter, som var afgørende for byrettens vurdering i SKM2022.422.BR, og redegjorde herefter for, hvordan disse momenter adskilte sig i den konkrete sag.
Følgende blev fremhævet:
Den afgørende forskel mellem byrettens dom offentliggjort som SKM2022.422.BR og Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2025.40.LSR er vurderingen af, om transporten mellem bopælen og arbejdspladsen er i ”virksomhedens interesse”, og dermed må anses for erhvervsmæssig eller hvorvidt transporten overvejende må anses for begrundet i privat personbefordring.
I sagen for byretten var den erhvervsmæssige kørsel begrundet i at afstanden var ”betydelig”. Dette er i overensstemmelse med kriteriet der fremgår af lovforarbejderne til bestemmelsen for afgiftsfritagelse af mandskabsvogne. Derudover blev der lagt vægt på, at årsagen til at medarbejderne bragte køretøjet til deres bopæl var at undgå tyveri af kostbart værktøj fra arbejdspladserne, hvilket derfor må anses for at være et legitimt erhvervsmæssigt hensyn.
Køretøjet var udstyret med GPS-overvågning, som efter det forklarede af indehaveren af mandskabsvognen var begrundet i kontrol af medarbejdernes arbejdstid og mandskabsvognens placering. Det var en del af medarbejdernes lønpakke, at de modtog betaling for kørslen ved at modtage et kilometertillæg.
Det modsatte resultat, som Landsskatteretten nåede frem til i den nye afgørelse, er overvejende begrundet i den manglende tilstedeværelse af de momenter, der var til stede i sagen for byretten.
Det er efter Bachmann/Partners vurdering temmelig snæversynet og ikke erhvervsvenligt, at kørsel mellem bopæl og arbejdspladsen alene kan anses for at være i arbejdsgiverens interesse, hvis
Der er en række andre forhold, som bør indgå i overvejelserne af, hvorvidt kørslen foretages i arbejdsgiverens interesse. Når en arbejdsgiver tillader, at en medarbejder tager en mandskabsvogn eller en varebil hjem i forbindelse med skiftende arbejdssteder, relaterer det sig også til, at arbejdsgiveren ønsker en fleksibilitet hos medarbejderne. Det kan eksempelvis være det, at medarbejderen møder ind på byggepladsen ved arbejdstids start frem for at der bliver mødt ind på arbejdsgiverens faste forretningssted og så bliver kørt til byggepladsen i den almindelige arbejdstid. Dette vil skabe en vis ineffektivitet, som ikke er i arbejdsgiverens interesse. Sådanne forhold mener Landsskatteretten på ingen måde kan indgå i vurderingen af, hvorvidt kørslen er foretaget i arbejdsgiverens interesse, hvilket efter Bachmann/Partners opfattelse ikke har været lovgivers intention ved indførelse af afgiftsfritagelsen af mandskabsvogne.
På baggrund af Landsskatterettens fortolkning af byrettens dom offentliggjort som SKM2022.422.BR, må det lægges til grund, at ovenstående momenter er væsentlige ved bedømmelsen af om en mandskabsvogn opfylder betingelserne for afgiftsfritagelse.
Når der bliver lagt så betydelig vægt på ovenstående momenter og ikke alle de andre forhold, som er i arbejdsgiverens interesse i forhold til at tillade sine medarbejdere at anvende en mandskabsvogn til kørsel mellem bopæl og skiftende arbejdssteder, er der efter Bachmann/Partners vurdering ikke mange tilfælde, hvor betingelserne for afgiftsfritagelse ved kørsel i en mandskabsvogn mellem bopæl og skiftende arbejdssteder kan anses for at være opfyldt.
Landsskatterettens nuværende restriktive fortolkning af byrettens dom betyder, at virksomheder enten skal være parate til at føre flere sager om mandskabsvognene ved domstolene, hvis praksis skal tilbage på et niveau, hvor virksomhederne har en reel mulighed for at udføre sit erhverv uden det udløser registreringsafgift.
Alternativt skal der arbejdes på en lovændring, således at der kan foretages ensartede sonderinger af begrebet ”erhvervsmæssig kørsel” i forhold til skat, moms og registreringsafgift.
Ud fra den nuværende praksis bør virksomheder der benytter mandskabsvogne sikre sig dokumentation for, at der er ”noget kortere” mellem medarbejdernes private bopæl og arbejdspladsen i forhold til arbejdsgiverens faste forretningssted og at medarbejderne ikke bor i nærheden af virksomhedens faste forretningssted. Der skal endvidere være behov for at opbevare kostbart værktøj i mandskabsvogn og materialer på bopælen. Arbejdsgiveren skal overvåge kørslen i mandskabsvognen ved at installere GPS-overvågning og der skal betales løn til medarbejderne for selve kørslen.
Hvis man ikke kan opfylde ovenstående, bør man overveje at få ombygget mandskabsvognene til varebiler, således at der alene skal betales registreringsafgift af køretøjet svarende til en varebil i stedet for afgift svarende til et personmotorkøretøj.
Benytter du eller dine medarbejdere mandskabsvogne og spekulerer I på, om jeres anvendelse kan risikere at udløse et krav på fuld registreringsafgift, så kan vi rådgive jer herom. I så fald kontakt gerne Diana Mønniche, dme@bachmann-partners.dk, tlf. 20 71 78 62, eller Mie Nymann Due, mny@bachmann-partners.dk, tlf. 20 42 86 93.
Uanset hvilken situation, du står i, kan vi hjælpe dig med at skabe den mest fordelagtige løsning. Vi har Danmarks bedste
team af advokater og eksperter, så du kan være sikker på at få den bedste rådgivning.
Så udfylde kontakt formularen nedenfor. så kontakter en advokat dig indenfor det område som du skal have hjælp til
