Rådgivning
Rådgiveransvar og bestyrelsesansvar
Klage- og retssager
Skatte- og afgiftssager
Skatte- og afgiftsstraffesager
Bliver du fanget af din tidligere ægtefælles spekulation? Skatterådet har i et bindende svar af 27. januar 2026 behandlet den skattemæssige problemstilling om, hvorvidt en ægtefælles spekulationshensigt ved køb af kryptovaluta overføres til den anden ægtefælle, der ved bodeling erhverver kryptovaluta, som den første ægtefælle har erhvervet i spekulationshensigt. Skatterådet konkluderede, at spekulationshensigten overføres mellem de nu fraskilte ægtefæller. Den erhvervende ægtefælles fortjeneste ved senere salg er således skattepligtig.
Sagens faktum
I sagen modtog spørgeren som led i bodelingen halvdelen af sin tidligere ægtefælles beholdning af kryptoaktiver bestående af bitcoins og ETH2. Spørgeren modtog beholdningen af bitcoins i umiddelbar forbindelse med skilsmissen og ca. to år efter modtog spørger beholdningen ETH2. Spørger ønskede herefter at sælge alle kryptoaktiverne samlet og foretog salget ca. år efter modtagelse af kryptoaktiverne.
Spørgeren ønskede herefter skattemyndighedernes bekræftelse på, at den modtagne beholdning af kryptovaluta kunne sælges skattefrit. Rationalet bag anmodningen om bindende svar var, at spørgeren ikke havde erhvervet de pågældende kryptoaktiver som led i spekulation. De var derimod erhvervet som led i en bodeling, hvorfor kryptoaktiverne måtte kunne sælges skattefrit.
Skatterådets bindende svar
Skatterådets kunne i det bindende svar ikke bekræfte, at et salg af kryptoaktiverne, som blev modtaget som led i bodelingen, ville være en skattefri formuebevægelse.
Skatterådet fandt, at spørger succederede i ægtefællens spekulationshensigt og skulle derfor betale skat af avancen ved videresalg.
Skatterådet fremhævede, at Spørger kendte til, at kryptovaluta er et spekulationsaktiv allerede inden bodelingen, hvor Spørger havde deltaget i et undervisningsforløb om kryptovaluta som led i sit arbejde og i den forbindelse havde foretaget en mindre handel af kryptovaluta.
Afgørelsen er næppe overraskende og følger generelt den praksis, at kryptoaktivers egenskaber i sig selv, som overvejende hovedregel, udgør et spekulationsaktiv. Til sammenligning har Skatterådet i et bindende svar af 27. august 2024 fundet, at kryptoaktiver erhvervet ved arv fra ægtefælle udgjorde et spekulationsaktiv.
Betydning for bodelinger med kryptoaktiver
Det fastslås med det bindende svar, at du som det helt klare udgangspunkt indtræder i din tidligere ægtefælles spekulationshensigt, når du erhverver kryptoaktiver i forbindelse med bodeling ved skilsmisse.
Man skal derfor være opmærksom på, at der kan være et latent skattekrav ved et senere salg af kryptoaktiver, uagtet af kryptoaktiverne er erhvervet i forbindelse med bodeling.
Har du brug for hjælp med håndtering af din kryptovaluta?
Hvis du ønsker hjælp til håndtering af kryptovaluta i skattemæssig henseende, bistår Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab gerne i forbindelse med en eventuel anmodning om bindende svar for dit forhold eller håndtering af en eventuel klage- eller straffesag. Kontakt Ann Rask Vang på tlf. 20 94 78 21 / ava@bachmann-partners.dk, eller Rasmus Bejder Jensen på telefon på tlf. 51 68 82 40 / rbj@bachmann-partners.dk for en uforpligtende dialog.
Uanset hvilken situation, du står i, kan vi hjælpe dig med at skabe den mest fordelagtige løsning. Vi har Danmarks bedste
team af advokater og eksperter, så du kan være sikker på at få den bedste rådgivning.
Så udfylde kontakt formularen nedenfor. så kontakter en advokat dig indenfor det område som du skal have hjælp til