Rådgivning
Rådgiveransvar og bestyrelsesansvar
Klage- og retssager
Skatte- og afgiftssager
Skatte- og afgiftsstraffesager
Hjem » Nyheder » Vestre Landsret hjemviser sag om fastsættelse af nyprisen ved afgiftsberigtigelse af brugte køretøjer
Vestre Landsret har den 26. september 2025 afsagt dom i en sag vedrørende fastsættelsen af nyprisen i forbindelse med afgiftsberigtigelse af en brugt importeret bil, der tidligere har været indregistreret som leasingbil og senere anmeldt til fuld afgiftsberigtigelse.
Sagen angik, om nyprisen i forbindelse med afgiftsberigtigelsen skulle fastsættes med udgangspunkt i den nypris som køretøjet oprindeligt var afgiftsberigtiget til, eller om Motorstyrelsen kunne anvende en niveauliste, der var udarbejdet på baggrund af en standardprisanmeldelse. Med Landsrettens dom kan det konstateres, at Motorstyrelsens udarbejdelse af nypriser ud fra niveaulister ikke kan finde anvendelse, men at nyprisen skal fastsættes ud fra markedsprisen i detailleddet. Hvis der ikke findes en markedspris i detailleddet, må den standardpris, som er mest identisk med det pågældende køretøj lægges til grund. Læs med herunder for at blive klogere på Landsrettens dom i sagen, og på hvorfor dommen medfører, at der må ske ændringer i Motorstyrelsens tilgang til fastsættelse af nyprisen for brugte køretøjer.
Det pågældende køretøj – en Mercedes-Benz C 220 d stationcar – blev i 2016 indregistreret med en nypris på 431.520 kr., som dannede grundlag for forholdsmæssig registreringsafgift i leasingperioden.
Da bilen i 2020 blev anmeldt til fuld afgiftsberigtigelse, anvendte bilforhandleren samme nypris. Motorstyrelsen udtog imidlertid anmeldelsen til kontrol og fastsatte i marts 2021 nyprisen til 629.435 kr. Motorstyrelsen tog udgangspunkt i en niveaulistepris på 736.000 kr., fratrak udstyr, bilen ikke havde, og nåede frem til en pris på 572.540 kr. Herefter tillagde Motorstyrelsen værdien for bilens faktiske ekstraudstyr med 56.895 kr., hvorved fremkom en nypris inklusive ekstraudstyr på 629.435 kr.
Bilforhandleren klagede, og Motorankenævnet nedsatte i marts 2022 nyprisen til 503.360 kr. Denne nypris blev fundet ved opslag på køretøjets stelnummer i standardpriser.dk, således at der blev fundet frem til den anmeldte standardpris, som var mest sammenlignelig med det pågældende køretøj
Skatteministeriet anså ikke Motorankenævnets resultat for retvisende, og sagen blev derfor indbragt for domstolene. Da fortolkningen måtte anses for principiel, blev sagen henvist til Landsretten som første instans.
Landsretten konkluderer, at nyprisen efter registreringsafgiftslovens § 4, stk. 6, skal fastsættes skønsmæssigt og så tæt som muligt på den pris, der var markedsdannende for det pågældende køretøj ved salg på detailmarkedet, på det tidspunkt bilen var ny.
Landsrettens henvisning til at det er prisen på detailmarkedet, der skal anvendes må forstås sådan, at det er nyprisen ved salg hos en forhandler til en forbruger eller erhvervsvirksomhed, men at den nypris som leasingselskaber anvender, ikke kan indgå i skønnet. Derfor får bilforhandleren heller ikke i sagen medhold i, at nyprisen ved afgiftsberegningen for et brugt køretøj skal fastsættes på baggrund af den pris, der blev anvendt ved køretøjets førstegangsindregistrering i Danmark som leasingkøretøj.
Landsretten konstaterer i dommen, at ingen af parterne, har gjort gældende, at den nypris, som Motorankenævnet har fastsat, kan anvendes, hvorfor sagen hjemvises til fornyet behandling hos Motorstyrelsen.
Landsretten anerkender at Motorstyrelsen kan inddrage importørernes standardprisanmeldelser i skønnet over nyprisen — men kun i det omfang der ikke foreligger konkrete holdepunkter for, at den pågældende standardpris ikke er markedsdannende ved salg i detailleddet. Der blev under sagen påvist flere fejl ved den standardprisanmeldelse som ifølge Skatteministeriet var mest retvisende, og som derfor støttede prisniveauet i niveaulisten.
Videre fastslås det, at når Motorstyrelsen inddrager anmeldte standardpriser, skal Motorstyrelsen anvende den standardpris, der er så tæt på køretøjet, der skal afgiftsberigtiges, som muligt. Herved må forstås, at den anmeldte standardpris, som Motorankenævnet havde lagt til grund – og som ifølge de sagkyndige erklæringer havde højeste grad af match med sagens køretøj – kan finde anvendelse, hvis der ikke kan fremlægges dokumentation for, at tilsvarende køretøjer er blevet afgiftsberigtiget i detailleddet til en anden nypris.
Om anvendelse af niveaulister til brug for fastsættelse af nyprisen bemærker landsretten, at niveaulister udarbejdes på baggrund af ”prisfastsættelser, annoncer, erfaringsmateriale mv.”, og at Skatteministeriet hverken havde fremlagt dokumentation for, hvilke oplysninger der lå til grund for nyprisen eller for det afvigende udstyr, der fremgik af den anvendte niveauliste. Da prisniveauet og udstyret i niveaulisten ikke var dokumenteret, kunne niveaulisten ikke anvendes til at fastsætte køretøjets nypris.
Vestre Landsret har helt overordnet fastslået at registreringsafgiftslovens § 4, stk. 6, skal fortolkes sådan at nyprisen skal fastsættes skønsmæssigt, så tæt på den markedsdannende nypris ved salg i detailleddet.
For at finde nyprisen blev det oplyst af én af de sagkyndige under hovedforhandlingen, at standardprissystemet kan bruges til at matche oplysninger om et konkret køretøj i DMR med en anmeldt standardpris. Opslag på stelnummer viser en ”konkret kalkulation” med højeste grad af match til en generel standardpris, men ikke en selvstændig ”konkret standardpris”.
På samme måde vil det være muligt via standardprissystemet at finde et konkret match til, hvad tilsvarende køretøjer er blevet afgiftsberigtiget til via DMR. Det er således ikke umuligt at koble oplysninger om faktiske nypriser, som køretøjerne er blevet afgiftsberigtiget til fra DMR sammen med standardprissystemet, med det IT-værktøj, som Standardpriser.dk har opbygget, men det kræver at der åbnes op herfor.
De sagkyndige fastslog under hovedforhandlingen, at Motorstyrelsens metode med at udsøge af en række generiske standardprisanmeldelser, hvoraf der udvælges én som udgangspunkt for beregning af nyprisen, ikke kan bruges til at fastslå nyprisen for et konkret køretøj, da det standardudstyr, der er omfattet af de enkelte standardprisanmeldelser i den generiske udsøgning, kan variere. Derudover fastslog de sagkyndige, at bilens pris vil variere alt efter hvilket standardudstyr, den er født med. Det, der fremgår under fanen ”standardudstyr”, er inkluderet i modellen og dermed i prisen. Prisforskellen imellem to standardmodeller vil ikke svare til prisforskellen på udstyret, hvis det blev tilkøbt som ekstraudstyr. Udstyret er billigere, hvis det standardmæssigt er en del af bilen, end hvis det skal tilkøbes ekstra.
Når de sagkyndiges forklaringer sammenholdes med landsrettens begrundelse, må dommen forstås således, at anvendelsen af anmeldte standardprisanmeldelser skal ske i overensstemmelse med Motorankenævnets daværende praksis. Det betyder, at der ved anvendelse af standardprisanmeldelser skal anvendes en standardpris, der har så høj grad af match med det konkrete køretøj som muligt.
Landsskatterettens seneste praksis fra 2024, hvor Landsskatteretten ligeledes forholdt sig til fastsættelsen af nyprisen i henhold til § 4, stk. 6, må således med denne dom anses for underkendt og nyprisen skal – når der ikke findes tilsvarende køretøjer, der er afgiftsberigtiget i detailledet – fastsættes ud fra den praksis, som Motorankenævnene anvendte før Landsskatterettens ændrede praksis i 2024. Standardprisanmeldelsen skal således fremsøges på stelnummer, som oplyst af de sagkyndige for Landsretten, da dette netop giver højeste grad af match målt på udstyr mv.
Hermed er det videre fastslået, at den metode som Motorstyrelsen anvender, hvor der udvælges en generisk standardprisanmeldelse, der derefter tillægges udsalgsværdien af ekstraudstyr fra denne eller en anden generisk standardprisanmeldelse, er åbenlyst forkert. Sådan kan nyprisen for et konkret køretøj ikke fastsættes, og dermed har vi også til dels fået ret i, at metoden medfører fiktive høje nypriser, hvilke dernæst medfører en for høj afgift.
Vi hæfter os videre særligt ved Landsrettens konklusion om Motorstyrelsens anvendelse af niveaulister til fastsættelse af nypriser. Konklusionen er stort set enslydende med Landsskatterettens afgørelser fra 2020, hvor Landsskatteretten fastslog at niveaulister ikke kan anvendes ved fastsættelse af handelspriser, når Motorstyrelsen ikke kan fremlægge dokumentation for, hvordan Motorstyrelsen i de pågældende niveaulister er kommet frem til de anførte værdier. Afgørelserne fra 2020 førte til at Motorstyrelsen suspenderede brugen af niveaulister til at finde handelspriser for de brugte køretøjer, og det må derfor forventes, at niveaulisterne nu også suspenderes når det kommer til brug af dem ved fastsættelse af nypriser.
Dommen får derfor, efter vores opfattelse, betydning for Motorstyrelsens implementering af digitale niveaulister til at fastslå nypriser i Estimatic, idet landsretten nu har underkendt metoden.
Til brug for skønnet skal der først og fremmest tages udgangspunkt i de værdier, som tilsvarende køretøjer er afgiftsberigtiget til. Det er først i de tilfælde, hvor der ikke kan findes tilsvarende køretøjer i detailleddet, at importørensanmeldte standardpriser kan inddrages i skønnet.
Det er på nuværende tidspunkt ukendt, om Skatteministeriet ønsker at indbringe sagen for Højesteret. Hvis dette ikke sker, er det vores vurdering, at der vil blive adgang til at få genoptaget nyprisen for en række køretøjer.
Hvis I ønsker hjælp til genoptagelsen, bistår Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab gerne i forbindelse med en eventuel anmodning om genoptagelse eller forhold vedrørende værdiansættelse af køretøjer i øvrigt.
Kontakt gerne Diana Mønniche på tlf. 20 71 78 62 / dme@bachmann-partners.dk, eller
Mie Nymann Due på tlf. 20 42 86 93 / mny@bachmann.partners.dk
Uanset hvilken situation, du står i, kan vi hjælpe dig med at skabe den mest fordelagtige løsning. Vi har Danmarks bedste
team af advokater og eksperter, så du kan væresikker på at få den bedste rådgivning.
Så udfylde kontakt formularen nedenfor. så kontakter en advokat dig indenfor det område som du skal have hjælp til