Rådgivning
Rådgiveransvar og bestyrelsesansvar
Klage- og retssager
Skatte- og afgiftssager
Skatte- og afgiftsstraffesager
Regeringen har gennem længere tid rettet kritik mod dele af parkeringsbranchen for opkrævning af ulovlige eller urimelige parkeringsafgifter – herunder de såkaldte “usynlige bøder”. Spørgsmålet er dog, om Motorstyrelsen ved fratagelse af adgangen for parkeringsselskaber går for langt?
Jyllands-Posten bringer den 20. marts 2026 en artikel om, at parkeringsselskabet Oparko har modtaget et brev fra Motorstyrelsen med forslag om at fratage virksomheden adgangen til Motorregistret. En sådan adgang er et helt centralt værktøj for parkeringsselskabernes forretningsgang, da det gør det muligt at identificere bilejere og gennemføre opkrævninger.
Sagen udspringer af en række klager fra borgere, og et politisk fokus på området, der blandt andet medførte, at Transportministeriet sidste år strammede reglerne for udstedelse af p-afgifter på private parkeringsområder for at stoppe brugen af “usynlige” eller eftersendte p-afgifter. Stramningen betyder i hovedtræk, at en parkeringsafgift som udgangspunkt skal placeres fysisk på bilen, når den udstedes. Det forhindrer p-selskaberne i at udstede kontrolafgifter via kamerateknologi og opslag i Motorregistret. Det synes imidlertid nu at være udviklingen, at parkeringsselskaber ikke blot begrænses i forhold til kontrolafgifter, men også i praksis afskæres fra at opkræve betaling for selve parkeringen via opslag i Motorregistret.
Det rejser et helt grundlæggende spørgsmål:
Hvordan skal parkeringsvilkår håndhæves, hvis man ikke må identificere dem, der ikke betaler?
Når en bilist parkerer på et privat område med tydeligt skiltede vilkår – herunder betalingspligt og eventuel betalingsfrist der ofte er på 48 timer – og alligevel undlader at betale, må det anses for rimeligt, at parkeringsselskabet har mulighed for at identificere bilisten med henblik på opkrævning. Situationen kan sammenlignes med andre private retsforhold, hvor kreditor har adgang til at identificere en skyldner for at kunne gøre sit krav gældende.
Tilsvarende må det anses for sagligt, at der pålægges et rimeligt administrationsgebyr i forbindelse med opkrævningen, når betalingen ikke er sket frivilligt og rettidigt. Bilisten har ved parkeringen accepteret de gældende vilkår, og gebyret afspejler de ekstra omkostninger, som bilistens manglende betaling medfører.
Det er derfor betænkeligt, hvis Motorstyrelsens praksis udvikler sig således, at parkeringsselskaber reelt afskæres fra at håndhæve helt grundlæggende betalingsvilkår.
Denne bekymring forstærkes af, at kommuner kan anvende deres adgang til Motorregistret til opkrævning vedrørende kommunale parkeringsarealer. Dette gælder, selvom denne adgang som udgangspunkt er etableret med henblik på myndighedsudøvelse. Offentlige myndigheder skal ikke stilles bedre end private virksomheder – heller ikke i relation til opkrævning relateret til parkering.
Samtidig er det værd at bemærke, at lovgiver med virkning fra 1. januar 2026 har udvidet en anden bestemmelse, som giver øvrige virksomheder adgang til Motorregistret, til også at omfatte foreninger og organisationer. De nærmere regler herfor afventer dog fortsat udstedelse af bekendtgørelse.
Der tegner sig således et modsætningsforhold: På den ene side strammes adgangen for parkeringsselskaber mens der på den anden side åbnes for en bredere adgang for andre aktører. særligt når det fremgår af forarbejderne at det bærende hensyn bag parkeringsselskabernes adgang til Motorregistret var, at de generelt må anses for at være den virksomhedstype, der har det største behov for oplysningerne.
Det er vores vurdering, at Motorstyrelsens fortolkning er unødigt restriktiv. Adgangen til Motorregistret må efter sin ordlyd og formål omfatte håndhævelse af parkeringsvilkår generelt – herunder betaling for parkering.
Hos Bachmann Partners har vi allerede flere verserende sager mod Motorstyrelsen om netop dette spørgsmål. Hvis jeres virksomhed har modtaget varsel om fratagelse af adgangen til Motorregistret, anbefaler vi, at I reagerer hurtigt. Jo tidligere sagen håndteres, desto bedre muligheder er der for at påvirke udfaldet.
Kontakt os uforpligtende for en vurdering af jeres sag.
Diana Mønniche, dme@bachmann-partners.dk, tlf. 20 71 78 62, eller Mie Nymann Due, mny@bachmann-partners.dk, tlf. 20 42 86 93.
Uanset hvilken situation, du står i, kan vi hjælpe dig med at skabe den mest fordelagtige løsning. Vi har Danmarks bedste
team af advokater og eksperter, så du kan være sikker på at få den bedste rådgivning.
Så udfylde kontakt formularen nedenfor. så kontakter en advokat dig indenfor det område som du skal have hjælp til