I Østre Landsrets dom af 4. april 2025 tog landsretten stilling til, om bestyrelsesmedlemmers fradragsret for erstatningsudgifter, som var blevet pålagt ved en tidligere dom afsagt af Østre Landsret i 2019, udgjorde et kildeartsbegrænset tab, således at der alene var fradragsret i indtægter, der hidrørte fra bestyrelsesarbejdet. Dommen er offentliggjort som SKM2025.490.ØLR
Sagen vedrørte to bestyrelsesmedlemmer, som i perioden fra den 23. marts 2009 til den 10. november 2010 havde fungeret som bestyrelsesmedlemmer i en børsnoteret bank. For dette arbejde havde de samlet modtaget 368.100 kr. i bestyrelseshonorar.
Ved en dom fra Østre Landsret af 26. juni 2019 blev bestyrelsesmedlemmerne pålagt et erstatningsansvar over for et selskab. I den forbindelse indgik de et forlig med selskabet, hvorefter hvert bestyrelsesmedlem skulle betale 77.492.189 kr., hvoraf 51.793.623 kr. udgjorde erstatning, mens 25.698.566 kr. udgjorde procesrenter.
Spørgsmålet var herefter, hvordan dette tab skulle behandles skattemæssigt, hvilket Østre Landsret skulle tage stilling til i SKM2025.490.ØLR. Der var enighed om, at bestyrelsesmedlemmerne var honorarmodtagere. Der var desuden enighed om, at bestyrelsesmedlemmerne havde ret til fradrag for erstatningsudgifterne efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, der omhandler driftsudgifter. Uenigheden angik derimod omfanget af fradragsretten efter denne bestemmelse.
Under sagens behandling ved Østre Landsret gjorde Skatteministeriet gældende, at bestyrelsesmedlemmer som honorarmodtagere alene har et kildeartsbegrænset fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Ifølge Skatteministeriet kunne fradraget ikke overstige årets honorarindtægter.
Hvis landsretten havde fulgt ministeriets vurdering, ville det i praksis indebære, at bestyrelsesmedlemmerne alene kan opnå et meget begrænset fradrag, hvis de pålægges et erstatningsansvar, idet de årlige honorarindtægter var relativt beskedne i forhold til de beløb, der var idømt som erstatningsansvar.
Landsretten fandt – modsat Skatteministeriet – at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, efter sin ordlyd ikke gav grundlag for en kildeartsbegrænsning. En sådan indskrænkende fortolkning havde heller ikke støtte i lovens forarbejder.
Landsretten fremhævede i den forbindelse blandt andet følgende:
Det bemærkes herved, at den begunstigende praksis, der er fulgt ved opgørelse af den personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1, hvorefter udgifter til hobbyvirksomhed fradrages til trods for, at der ikke er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, dog således at fradragsretten er kildeartsbegrænset, ikke findes at kunne begrænse adgangen til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Landsretten fastslog således, at personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1, ikke har den følgevirkning, at honorarmodtagere har et kildeartsbegrænset tab efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Fradraget vil dog være et ligningsmæssigt fradrag, hvilket indebærer, at skatteværdien svarer til den skatteværdi, som også gælder for en lønmodtager.
Dommen viser dermed, at udgifter, der afholdes i forbindelse med indtægtsgivende arbejde, kan fradrages fuldt ud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, uden kildeartsbegrænsning, også når der er tale om en honorarmodtager.
Uanset hvilken situation, du står i, kan vi hjælpe dig med at skabe den mest fordelagtige løsning. Vi har Danmarks bedste
team af advokater og eksperter, så du kan være sikker på at få den bedste rådgivning.
Så udfylde kontakt formularen nedenfor. så kontakter en advokat dig indenfor det område som du skal have hjælp til
